Ligesom den kinesiske kunst bygger den japanske kunst på ældgamle traditioner, hvor særligt træsnittet og trykkunsten har spillet en afgørende rolle. Allerede fra det 12. århundrede kan man genkende den særlige japanske stil. Fra 1700-tallet og frem finder man hele værksteder af billedskærere, der samledes for at skabe de komplicerede trykplader af træ.

Vi skal dog helt frem til slutningen af 1800-tallet, før de japanske træsnit nåede til Europa, hvor de for første gang blev vist på de store Verdensudstillinger i Paris.

Og hvilket vidunder, der åbnede sig! I en tid, hvor den europæiske kunst var både pompøs, overhængt og ensrettet af akademierne, kom japanerne med et helt nyt og minimalistisk formsprog: Den simplificerede farvepalet, den enkle streg, det særlige fravær af skygger og ikke en mindst den vidunderlige, sanselige og drømmende æstetik, som kendetegner Solens Rige.

Intet under at publikum var henrykte, og intet under at de europæiske kunstnere fandt en berusende kilde til ny inspiration. Vi ser det hos Henri de Toulouse-Lautrec, hos Edgar Degas, hos Pablo Picasso og hos Vincent van Gogh – og vi ser det ikke mindst hos alle de store impressionister, der så tydeligt var bjergtaget af den japanske lethed og elegance.